I Kærgårdens Værelser får du overnatning i naturskønne omgivelser, centralt på Djursland og tæt på Djurs Sommerland. En god base for feriegæster, familietræf eller personaletur.

Kærgården ligger langt ude på landet – der hvor kragerne vender - men er alligevel et ganske optimalt udgangspunkt, hvis man ønsker at se én eller flere af Djurslands store turistattraktioner, besøge badestrande, vandre eller cykle på den 48 km. lange Banesti, tage i skoven, eller bare køre på må og få i den varierende natur.

Gården er en 100 år gammel skovejendom, og navnet 'Kærgården' fik den, fordi den er beliggende ved Ryom Ådals nordlige ende, kaldet Kærende. Ejendommen, hvis jorder dyrkes med juletræer og pyntegrønt, har været i familiens eje i 45 år, og der har været drevet 'minihotel' de sidste 25 år.

Kærgården drives af familien Høgh Kroier. Det er Rikke's barndomshjem og hendes forældre bor i træhuset ved siden af. Flemming, som er skoventreprenør, tager sig af skovdriften og Rikke arbejder som landskabsarkitekt. Pigerne Ida, Emma og Maria er så småt ved at flyve fra reden.

Kig efter vores skilt på Frederikslundvej midt mellem Nimtofte og Ryomgaard, drej ind ad grusvejen og kør ca. 1.2 km. så er I der. 

banner bottom